Untitled Document

Play to Practice

Jeg træner min hest på en, til tider, lidt alternativ måde. Jeg kalder det Play to Practice = "Leg for at lære og øve" Både min hest og jeg skal have det sjovt i den daglige træning. Derfor leger vi meget, men ikke helt uden formål. Vi spiller bold, leger med pressenning, træner uden udstyr og meget mere. Det har to formål. Først og fremmest, så finder Pake det både interessant og morsomt. Dernæst skaber det en gensidig tillid mellem ham og jeg. Det skal med tiden udvikle sig så vidt, som til at han stoler blindt på, at hvis jeg beder ham gøre det, så er det i orden, for "mor har aldrig bedt mig gøre noget, som kunne sætte mit liv eller velfærd i fare." Hvis jeg beder ham gå gennem en stor vandpyt, så stoler han på at han kan bunde, og at det ikke vil skade f.eks. hans ben. En hest i naturen er afhængig af stærke og raske ben for at overleve. Derfor var der kun én vej, da Pake skulle af med hans vandskræk. Af med sokker og sko og ud i mudder og vand og vise ham at det var ufarligt. Hvis jeg står og er bange for at få våde fødder, hvorfor skulle han så ikke være det?

"Natural Horsemanship" er blevet en moderne træningsmetode, men den spænder over et meget bredt område. Hovedsagligt beskriver det en træningsmåde hvor det drejer sig om at være i harmoni med hesten.

Desværre er det mit indtryk, at mange misforstår hvad det drejer sig om og kaster sig hovedkulds ud i noget som de finder smart og moderne, men som de faktisk slet ikke ved noget om og derfor ender med et negativt resultat. De misforstår deres hest og bryder tilliden mellem dem.

Der er skrevet mange bøger om emnet, og der findes flere forskellige kendte horsemanship-trænere, som har hver deres principper og hver deres fanskare, som lever og ånder for dem og deres træningsmetoder. Jeg har efterhånden læst mange bøger om emnet, og fælles for alle er at jeg finder "fejl" på det ene eller det andet område. Med fejl, mener jeg metoder eller principper som ikke virker for mig og/eller min hest, eller som i mine øjne ikke har en dyt med "harmoni" at gøre. Jeg hælder til én bestemt træningsmetode, og det er min egen. Det er den måde hvorpå jeg opnår det bedste resultat med min hest. Det er ikke sikkert det er den måde der virker bedst for dig og din hest.

"Bidløs" ridning er også blevet et eftertragtet emne, som mange har forsøgt sig med, men kun få har haft succes med. Nogen er nået et plan hvor de bander over alle som ikke rider med bidløs trense og uden sporer, og de tåler slet ikke at høre om andet end ros for deres egen træningsmetode. Når Pake er helt færdig med tilridningen, så er mit mål at kunne ride ham uden nogen form for udstyr. Hverken sadel, hovedtøj, grime eller andet. Også i naturen. Men derfor accepterer jeg stadig min veninde, som rider dressur på et plan, hvor der kræves kandar (2 bid. Skarp stang-bid og under-bid også kaldet bridon) Det er HENDES måde at ride på, og det er den metode HUN har valgt. Og den fungerer for hende og hendes hest og hesten har da bestemt ikke taget skade af det endnu. Jeg forsøger heller ikke at belære andre om at det er såååå klogt at ride uden bid eller træne Horsemanship. Hvis de viser interesse for det, så fortæller og forklarer jeg gerne hvorfor jeg træner som jeg gør og hvad jeg mener fordelene er ved det. Hvis de så ryster på hovedet og kalder mig skør, så kan jeg blot sige at det har de da fuldstændig ret i. Og både min hest og jeg elsker det ;o)

Herunder har jeg samlet lidt billeder hvor Pake og jeg træner/leger. Det er ganske svært at danne sig et indtryk udfra billeder, så jeg håber på at kunne få lavet nogle små videoer på et tidspunkt.

Jeg bruger en almindelig hunde-klikker i min træning når Pake skal lære noget nyt. Han lærer hurtigt hvordan den fungerede. Først viste jeg ham den, så han ikke blev bange. Så klikkede jeg og gav en godbid nogle gange uden jeg krævede noget af ham. Derefter satte jeg en spand på hovedet foran ham. Når han rørte den med mulen eller snuste til den, så klikkede jeg og gav ham godbidden. Snart forstod han pointen og jeg kunne flytte spanden et stykke væk, hvorefter han gik hen og satte mulen på den og derefter straks kom tilbage efter hans godbid. Nu havde han forstået at klikkeren var en belønning og at den medførte noget der smagte godt. Så kunne jeg gå videre og bruge den i min træning.

Jeg har skrevet ved hver øvelse, hvordan jeg har lært Pake de forskellige ting. Det er ikke sikkert det er måden der virker for dig og din hest.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR AT SE DEM I STORT FORMAT

Jeg træner med en rebgrime og et tykt og tungt tov.
Rebgrimens knuder skulle efter sigende "trykke hesten de rigtige steder" og dermed få den til at lystre bedre.
Jeg bruger den fordi den er diskret og nem at arbejde med fremfor en tyk almindelig grime, som kan virke lidt klodset.
Tovet er tykt og tungt, og vægten gør at Pake kan mærke selv de mindste signaler gennem det (derfor behøver jeg ingen knuder til at "trykke" ham. Han skulle gerne opfatte signalerne, mens tovet stadig er slapt)

Jah Pake og jeg er hverken bidløse eller sadelløse når der skal rides.
Han er ung og knap redet, så han er da stadig fløjtende ligeglad med om jeg sidder og hiver i et reb omkring halsen på ham. Derimod har jeg sørget for en sadel der passer hans ryg og et tykt og tungt blidt bid, som ikke skader ham (hvis det vel at mærke bruges korrekt) Forhåbentlig kan vi lægge udstyret på hylden når han er helt færdig med tilridningen.

Jeg sætter mig tit ned når jeg træner eller blot for at snakke. Pake skal ikke tro at jeg er højere/vigtigere/mere end ham.
Jeg bør være taknemmelig hvis han vælger at samarbejde med mig.

Frieseren er jo oprindeligt en kørehest, så selvfølgelig skal Pake da tilkøres og det går altså ikke uden udstyr ;o)

Jeg bruger tit en stor, blød gymnastikbold når jeg træner og leger. Den vender Pake til pludselige bevægelser, mærkelige ting som berører ham og skaber tillid. Jeg kan smide den på ham, sparke den hårdt hen til ham og driple den hen over kroppen på ham.
Lad hesten snuse til bolden mens den ligger stille første gang. Sørg for du er nede i knæ og sidder foran hesten og rører ved bolden, så den kan se at du også tør og der ikke er fare på færde. Bevæg den så en lille smule, men giv hesten mulighed for at løbe væk hvis den bliver meget bange. Du skal ikke "hive" den hen til bolden. Væn hesten til at bolden berører dens ben før du begynder på kroppen og start midt på maven mens du snakker med hesten. Ikke hoved, hals eller bagpart.

Med lidt hjælp fra mig, så kan Pake også neje. Med tiden skulle jeg gerne kunne lægge ham helt ned, uden han er nervøs eller utryg. Jeg løfter hans ene forben og beder ham bakke, hvorefter han går ned i knæ.
Løft hestens ben og "rok" den stille frem og tilbage. Så snart den går den mindste smule ned i knæ, så klikker du og giver en godbid. Når den forstår hvad det er den bliver rost for, så begynder du langsom at forlange, at den går længere ned. Når den har lært at bukke helt ned, så kan du begynde at forlange at den bliver dernede lidt længere end blot lige at røre.

Pake kan også "smile" på kommando. Rent faktisk kaldes det at "Flehme" når hesten løfter overlæben og viser gebisset. Det sker f.eks. når hesten har stukket mulen i noget som lugter mærkeligt. Den trækker overlæben tilbage til næseborene, så den bedre kan undersøge lugten. Men det ser jo grangiveligt ud som om man får et stort smil. Og det kan også skaffe et smil på læben blandt eventuelle publikummer, når hesten på kommando står og lufter gebisset ;o) Et trick som kan være meget nemt at lære. Pake har i forvejen en meget "nysgerrig mule" som gerne vil nusse, så jeg kan nøjes med at kilde ham, og så snart han løftede overlæben lidt, så klikkede jeg ham og lidt efter lidt forlangte jeg mere og til sidst kunne han levere et stort smil. Du kan også smøre noget (uskadeligt) på mulen af din hest. Noget som den synes lugter sjovt. Så vil den som regel flehme helt naturligt og du kan klikke den og rose den for det. Når den forstår pointen, så sætter du et håndsignal på. Jeg løfter hånden over mit hoved og siger "Smiiil", men det er helt op til dig og din hest, hvilke signaler I vil benytte.

Pake er også ved at lære "Spanske skridt". Dvs at gå med høje løft på forbenene omtrent ligesom nogle soldater gør. Det har ikke noget specielt formål udover at det ser sjovt/flot ud, når hesten har lært at gøre det rigtigt. Indtil videre kan Pake kun gøre det når jeg står ved siden af ham og selv løfter benet, men han skulle gerne med tiden lære at løfte benene og højt og kunne gøre det mens jeg sidder på ryggen af ham.
Jeg startede med at kilde ham på forbenet med en pisk, og så snart han løftede, så fik han klik/ros. Lidt efter lidt, vil jeg begynde at forlange at han holder benet løftet længere og længere før han får ros, indtil han til sidst har et højt flot løft. Stort set alle de bøger jeg har læst om Horsemanship, anbefalede at man "dappede" hesten blidt på benet med en såkaldt "stick" som mange bruger (Minder mest af alt om en golfkølle uden nederste del), men det blev Pake bare irriteret over, og han lærte bare at stampe i jorden.

Pake og jeg kan også være useriøse. Det er vi faktisk ret tit. Så hygger vi, pysser og leger helt uden formål. Og Pake elsker det. Både ham og jeg kan nemlig få for meget af træningen.

Her er en lille billedserie, hvor jeg forsøger at få Pake til at lege med bolden, men han finder min kasket meget mere interessant.

Vi kysser en hel del.

Og så er der selvfølgelig også den generelle hygge og pjat