Forside | Mig | Pake Fan Hofhuis | Rocky | Mickey | Galleri | Links
Patricia
Drømmehesten der blev til virkelighed, men som nu atter er en drøm igen
Patricia var, er og vil altid være definitionen af min drømmehest. Siden jeg var lille har jeg drømt om en smuk sort hoppe, og hun blev endelig til virkelighed d. 5 december 2006. Hun var hos mig alt for kort tid. Læs hele denne sørgelige historie længere nede på siden.
Klik på billederne for at se dem i stort format
Søndag d. 25 februar 2007 skete det, som alle hesteejere frygter. Jeg sagde farvel til Patricia efter en frygtelig søndag hvor dyrlægen var tilkaldt 4 gange.
Morgenen startede godt. Det var min kærestes fødselsdag. Jeg kørte tidligt i rideklubben for at lukke Patricia ud og ordne boks.
Mens hun boltrede sig på folden stod jeg i porten og talte med en fra rideklubben.
Vi snakkede om hvor veludviklet hun var og jeg fortalte hvor glad jeg var for hende og at min drømmehest nu endelig var blevet til virkelighed.
Jeg tog hende ind fra fold ved 11 iden, kørte forbi bageren efter fødselsdags-rundstykker og hjem for at lave morgenbord til kæresten.
En halv time efter ringede de fra rideklubben at Patricia rullede sig i boksen.
Jeg kørte derop med det samme og gik rundt med hende i hallen mens jeg ventede på dyrlægen.
Han kom og Patricia fik konstateret mild kolik efter at have spist for meget sne på folden.
Hun fik en smertestillende sprøjte og så skulle det hele fortage sig i løbet af nogle timer.
Jeg fik besked på at gå med hende et kvarter hver time og ellers lade hende stå i boksen, så hun ikke blev for udmattet.
Morfinen gjorde jo sit indtryk og hun var jo kun en plag.
Jeg gik med hende tyve minutter og stillede hende i boksen, da hun ikke viste tegn på at ville smide sig,
men hun nåede kun lige akkurat indenfor boksdøren før hun smed sig og rullede sig to gange før det lykkedes os at få hende på benene.
Og så startede mareridtet for alvor. Blot få minutter efter jeg havde taget hende ud af boksen og over i hallen, begyndte hendes puls at stige,
hendes vejrtrækning var besværet, hun svedte og hun havde tydeligt stærkere smerter end før.
Dyrlægen blev tilkaldt for 2. gang og hun fik lavet en rektalunderøgelse som kunne bekræfte at der ikke var tale om forstoppelse.
Alligevel fik hun olie for at være på den sikre side samt mere morfin. Over i ridehuset igen og vi gik og gik og det blev værre og værre.
Jeg var helt fra snøvsen. Vi var 3 personer om at gå med hende. 1 til at trække hende og 2 til at hjælpe med at holde hende på benene.
Det var ikke til at bære og jeg tilkaldte dyrlægen igen for 3 gang og kunne bekræfte at det ikke var blevet bedre.
Jeg kunne ikke udstå at se hende med så mange smerter og være så udmattet. Hun kunne knap stå på hendes ben.
Så jeg sagde at hun skulle aflives, men dyrlægen sagde hun fortjente en sidste chance og gav hende alt hvad kunne give hende
og ville køre ud og se til en anden kolik-hest og derefter skynde sig tilbage. Denne sidste chance skulle hun aldrig have haft.
Det hjalp nada og hun havde det blot værre og værre.
Ventetiden føltes alt for lang og det eneste jeg kunne tænke på var hvornår dyrlægen kom tilbage så hun kunne få ro.
Han kom for 4. gang og kunne bekræfte at pulsen ikke var faldet og jeg tøvede ikke et sekund med at bede ham om at hente sprøjten.
Min veninde og hendes kæreste var hos hende mens hun sov ind. Jeg blev anbefalet at gå ud, og kom først ind da hun var væk.
Midt i hallen lå min dejlige sorte pige. Ingen smerter, ingen udmattelse. Hun lå bare helt fredeligt.
Jeg sad længe med hendes hoved i mit skød og græd og kyssede hendes stadig varme mule.
Min veninde kom tilbage og vi klippede et stykke af hendes hale til minde. Hun fik et sidste kys og så kørte jeg hjem.
Jeg bebrejder mig selv hendes død. Enhver hesteejer ved at en kolik-hest skal holdes gående indtil tarmsystemet fungerer normalt.
Alligevel fulgte jeg dyrlægens råd og satte hende i boksen, hvor jeg med sikkerhed kan sige de to rulninger forårsagede at kolikken udviklede sig til tarmslyng. Det ville enhver kunne se, hvis man så hvordan symptomerne dukkede op kort tid efter. Alene denne tanke er ulidelig. Havde jeg dog bare....
Min drømmehest som blev til virkelighed, er nu atter en drøm igen og kan aldrig komme tilbage.
For pokker hvor jeg dog savner dig skat.......
En stor tak til de mennesker der var ved min side dagen igennem og en helt speciel tak til Karina Strauss og Rasmus som blev ved Patricias side, da jeg ikke selv kunne.